Matty Healy bekræfter, at sangen er slettet for at gøre albummet “mere, som jeg gerne vil have det”, og lufter tanken om at fjerne flere sange.
I går, den 4. november, opdagede fans at The 1975 havde fjernet sangen "Human Too" fra deres seneste studiealbum Being Funny In A Foreigen Language (2022). Det skriver musikmediet NME.
Denne opdagelse førte til flere kommentarer på bandets sociale medieplatforme. I en Reddittråd svarede bandets frontperson Matty Healy med følgende besked:
"Hey! 'Human Too' er blevet fjernet, så albummet er mere, som jeg gerne vil have det. (...) Jeg tvivler på, at det samme kommer til at ske med andre udgivelser, fordi jeg er ret tilfreds med dem - bortset fra 'What Should I Say' fra Notes on a Conditional Form. Så måske bliver den også fjernet, hvem ved."
Se opslaget nedenfor. Artiklen fortsætter efterfølgende.
Matty on the removal of Human Too. pic.twitter.com/IMtQTZFl1Q
— The 1975 TH (@the1975_thteam) November 4, 2025
Nummeret "Human Too" kan stadig tilgås via YouTube, men er fjernet fra alle andre streamingplatforme. Det bekræfter NME. Med hensyn til sangen "What Should I Say" skrev en bruger til Healy på Reddit og bad ham om ikke at fjerne nummeret. Healy svarede tilbage: "Ok, intet problem". Det tyder altså på, at "What Should I Say" er i sikkerhed - for nu.
Da GAFFA oplevede The 1975 på Glastonbury tidligere på året, skrev GAFFAs anmelder om Matty Healy: "Matty Healys underholdningsstil kender mange vel efterhånden til - det handler om provokation og det uventede, og dét at behage kommer ofte i anden række, selvom han absolut ikke er ligeglad i den henseende." Anmelderen kvitterede desuden koncerten med fem stjerner.
Du kan lytte til Being Funny In A Foreigen Language (2022) herunder:





