Elektroniske sværvægtere og friske debutanter indleder programmet til næste sommers Magicbox-scene.
Tinderbox tager hul på 2026-programmet for festivalens elektroniske scene, Magicbox, og præsenterer nu de første seks navne, der skal sætte gang i dansegulvet i Tusindårsskoven til sommer. Årets første offentliggørelse blander store internationale profiler med kunstnere, der får deres Magicbox-debut.
Læs også: Tinderbox føjer internationale rocknavne til programmet
Tyske Boris Brejcha gæster Magicbox for allerførste gang og bliver blandt de mest markante nye tilføjelser. Også CamelPhat, den britiske duo bag globale klubhits som "Cola" og "Breathe", får deres debut på Tinderbox i 2026.
Der bliver dog også plads til gensyn: Ukrainske Miss Monique, der imponerede ved sin Magicbox-debut i 2024, vender retur. Det samme gør den tyske crowd-favorit Marten Hørger.
Fra Italien finder man Agents Of Time, som har gjort stort indtryk i den nye bølge af italiensk techno. Sidste navn i dagens annoncering er den populære Berlin-baserede dj Ely Oaks.
Ifølge festivalens booker, Peter Kjær, er det kun begyndelsen på et år, hvor Magicbox igen skal være et samlingspunkt for elektronisk musik i Danmark: "Vi åbner stærkt med et felt, der både udfordrer og forener publikum. De her navne sætter tonen for sommeren og giver et glimt af, hvor Magicbox bevæger sig hen i 2026," siger han i en pressemeddelelse.
Festivalen finder sted 25.–27. juni 2026, og billetter kan købes via dette link.





