Det er kun fire måneder siden, at bandets andet album 'Moisturizer' udkom.
Det britiske band Wet Leg har hurtig fået succes med sange som "Wet Dream" og "Chaise Longue". Deres andet album Moisturizer udkom i juli, og nu afslører frontpersonen Rhian Teasdale, at gruppens tredje album allerede er færdigt. Det oplyser NME.
Læs også: Reportage fra Øyafestivalen dag 2: Britisk invasion af Oslo
I et interview med John Kennedy på Radio X bliver Rhian Teasdale og guitaristen Josh Mobaraki spurgt om, hvorvidt ny musik er i støbeskeen. Her svarer forsangeren åbent og ærligt: "Det (albummet, red.) er færdigt," til stor overraskelse for radioværten.
Se klippet her. Artiklen fortsætter efterfølgende.
Bandet har i løbet af sommeren spillet på forskellige festivaler, blandt andet Roskilde Festival, hvor de leverede en femstjernet koncert. Efteråret har stået på en albumturné i forbindelse med Moisturizer i USA, og i denne måned fortsætter de rundt i Storbritannien, hvor bandet blandt andet skal spille i den anerkendte Royal Albert Hall i London.
Bandet har altså haft nok at se til, så hvor tiden til at lave endnu et album har været, er et godt spørgsmål. Nu kan fans blot vente i spænding på at høre de nye sange.
Moisturizer fik fire stjerner af GAFFAs anmelder, der blandt. andet skrev: "Der bliver ikke lagt fingre imellem hos Wet Leg, og deres andet album går på mange måder vildere til værks."
Bandet har netop modtaget flere Grammy-nomineringer for pladen, herunder Best Alternative Musik Album og Best Alternative Musik Performance med singlen "Mangetout".
Lyt til albummet Moisturizer her:





