Nyhed

Ye risikerer anholdelse og aflysning af koncert i Brasilien

Det er særligt én sang fra den amerikanske rapper, der skaber røre i den brasilianske by.

Den brasilianske anklagemyndighed har advaret Ye - tidligere kendt som Kanye West – om, at han vil blive anholdt på stedet, hvis han kommer med pro-nazistiske udtalelser eller fremfører sangen “Heil Hitler” under sin planlagte koncert i São Paulo den 29. november. Det skriver Billboard.

Læs også: Kim Kardashian om Kanye West: “Jeg var nødt til at redde mig selv”

São Paulos borgmester, Ricardo Nunes, har udtalt, at personer, der promoverer nazisme, hverken skal spille eller synge på en scene, der tilhører byen og rådhuset: ”Vi accepterer det ikke, og vi vil gøre alt det nødvendige for, at ingen der promoverer nazisme har nogle former for aktiviteter her i byen São Paulo,” fortalte han til Metropoles.

Men det er ikke kun verbalt, at myndighederne i Sao Paulo har taget affære. Ifølge Metropoles har anklagemyndigheden MPSP beordret politiet til at gribe ind, hvis Ye kommer med nazistiske kommentarer fra scenen.

Læs også: Ny Kanye-dokumentar afslører detaljer om fællesturné med Lady Gaga


Kritikstorm
Billboard har forsøgt at få en kommentar fra Ye selv, og koncerten i den brasilianske by er i forvejen en omstridt sag. Efter den amerikanske rappers tidligere antisemitiske udtalelser har byrådet trukket tilladelsen til hans show på Interlagos-racerbanen tilbage, og arrangørerne bag showet er ligeledes blevet advaret om mulig anholdelse, hvis koncerten indeholder nazistisk indhold. For at showet gennemføres, skal arrangørerne altså både finde et nyt venue, og Ye skal opføre sig pænt. 

Den antisemitiske sang "Heil Hitler" skabte voldsom røre omkring den amerikanske rapper, og efter udgivelsen i maj 2025 mødte flere af hans koncerter voldsomme protester, blandt andet i Slovakiet - her endte en hel festival med af blive aflyst efter at have booket Ye. 

Ye har på det seneste selv forsøgt at rette op på sit tilsmudsede ry. Tidligere i november mødtes han med rabbineren Yoshiyahu Yosef Pinto, hvor han undskyldte for sine antisemitiske udtalelser, og han har også tidligere bekendt, at han ikke er nazist via sin X-profil.

ANNONCE