Nyhed

Yungblud sætter turnéen på pause

Midt i et hæsblæsende år må den britiske stjerne nu fokusere lidt på helbredet.

Yungblud trykker på pauseknappen for resten af året på grund af problemer med helbredet, skriver BBC.

Læs også: Yungblud udpeger sin ultimative bandkonstellation: “Det ville være fucking sindssygt”

Den britiske rockstjerne har fået besked fra sin læge om at trække sig fra turnéen øjeblikkeligt og resten af året ud. Det skyldes nogle rutinetests på hans stemme og nogle blodprøver, hvis resultater så bekymrende ud, lyder det.


I et langt opslag på sociale medier fortæller den 28-årige musiker, født Dominic Harrison, om beslutningen:

”Det er i min natur at løbe og løbe, indtil jeg løber mig selv i jorden uden at give en fuck for andet end musikken og jer,” skriver han blandt andet i opslaget, hvor han desuden undskylder for at aflyse koncerter i Philadelphia, Cleveland, Washington, Mexico City og Latinamerika med ordene: ”Mit hjerte er knust”.

Se opslaget her. Artiklen fortsætter under opslaget.


 

Pausemeldingen kommer midt i et stærkt år for Yungblud. Hans album Idols udkom i juni og har kastet flere Grammy-nomineringer af sig – både for Bedste Rockalbum og Bedste Rocksang for “Zombie”. Han er også i spil for sin optræden med “Changes” ved Black Sabbaths Back To The Beginning-afskedsshow kort før Ozzy Osbournes død.


Vores anmelder var dog ikke synderligt begejstret for det nye udspil fra Yungblud, som fik tre ud af seks stjerner med ordene: "Det her, det er ikke rebelsange. Det er ærgerligt polerede produkter."

Yungblud er ikke den eneste store musikere, der på det seneste har set sig nødsaget til at trække sig fra rampelyset. I begyndelsen af oktober gjaldt det den fremadstormende sanger Lola Young, der efter et scenekollaps aflyste alle planlagte shows for at fokusere på sig selv. Også danske MØ aflyste i sidste uge alle de tilbageværende shows på sin Europa-turné på grund af helbredsmæssige udfordringer. 

Inden der var problemer med helbredet, nåede Yungblud at give koncert i Danmark i K.B. Hallen i København tilbage i oktober. Koncerten fik fem stjerner af vores anmelder, som kaldte koncerten ”et sublimt show”.

ANNONCE