Nyhed

Asbjørns nye single markerer teaterdebut

Sangeren skifter for en stund streamingtjenesterne ud med de skrå brædder.

I dag, den 10. oktober, udkommer Asbjørns nye single "Sort hul", der markerer et nyt kapitel for den lovende popsanger. Udover at være hans første danske soloudgivelse i flere år, er singlen også en smagsprøve på Asbjørns teaterdebut, fremgår det af en pressemeddelelse.

Læs også: Ny podcast-episode kaster lys over homofobi i musikbranchen

"Sort hul" er forløberen til musikforestillingen Lose Yourself på Aveny-T og AKT1, der får premiere den 25. oktober 2025. Her vil Asbjørn være at finde på scenen, mens han også står bag musikken til stykket i samarbejde med rapperen Skt. DeLarge – et samarbejde, der kombinerer de to artisters forskelligartede udtryk:


"Vores fælles kompositoriske proces omkring Lose Yourself bygger på netop de musikalsk friktioner, der opstår mellem os. Vi udforsker et univers hvor poppen, punken, dissonansen, harmonien, hengivelsen og aggressionen kæmper mod og med hinanden," udtaler Asbjørn i pressemeddelelsen.

Forestillingen undersøger idealet om "den rigtige mand" i alle afskygninger og stiller spørgsmålet: ”Hvordan er du egentlig en rigtig mand, hvis du ikke er en tough boy?"

Asbjørn har de seneste år primært udgivet på engelsk, men har også tidligere flirtet med dansk – blandt andet i 2022-singlen "Farver" med Tessa. Hans seneste album The Secret Our Bodies Hold modtog fem ud af seks stjerner af vores anmelder, der opfordrede til, at albummet skulle "nærlyttes fra start til slut."


Lose Yourself kan opleves fra den 25. oktober til den 15. november. Læs mere om forestillingen her.

Hør "Sort hul" her:


ANNONCE