Nyhed

Britney Spears får kritik fra eksmanden - nu svarer hun igen

Smagsprøver fra Kevin Federlines kommende bog har fået Britney Spears til selv at tage bladet fra munden.

Britney Spears tager nu til genmæle efter nye udtalelser fra hendes eksmand, Kevin Federline, som i sin kommende bog stiller spørgsmålstegn ved popstjernens mentale tilstand. Det skriver NME.

Læs også: Britney Spears fejrer jubilæum med genudgivelse af ikonisk album

Federline, der var gift med Spears fra 2004 til 2007, skriver i erindringsbogen You Thought You Knew om sin bekymring for, hvor verdensstjernens tilstand er på vej hen.


“Det er blevet umuligt at lade som om, alt er i orden,” fortalte eksmanden til The New York Times og fortsatte: “Noget dårligt vil ske, hvis tingene ikke ændrer sig, og min største frygt er, at vores sønner vil være dem, der skal samle stumperne sammen”.

Han hævder også, at deres fælles sønner, Sean Preston and Jayden James, var udsat for ubehagelige oplevelser, når de som teenagere opholdt sig hos deres mor. Federline beskriver en episode, hvor Britney Spears skulle have iagttaget drengene, mens de sov, med en kniv i hånden.

Afviser påstande
Beskrivelserne af Britney Spears’ opførsel og beskyldningerne imod hende har fået ”...Baby One More Time”-sangeren til at forsvare sig offentligt. Til Entertainment Weekly har hun, via en repræsentant, afvist påstandene:

”Med nyhederne fra Kevins bog, som nu er kommet frem, tjener han og andre endnu en gang penge på hende," sagde repræsentanten og fortsatte: "Det eneste, hun (Britney Spears, red.) bekymrer sig om, er sine børn, Sean Preston og Jayden James, og deres trivsel midt i al denne sensationslyst. Hun beskrev sin rejse i sin erindringsbog."


Spears’ egen version af deres fælles historie står beskrevet i hendes selvbiografi The Woman In Me fra 2023, hvor hun blandt andet beskriver parrets kamp om forældremyndigheden over deres fælles sønner. Federline har endnu ikke reageret offentligt på Spears’ udtalelser.

Læs også: Rolling Stone udpeger de bedste sange i det 21. århundrede

I 2021 udkom dokumentaren Framing Britney om popsangerens skandaleombruste karriere samt fanbevægelsen #FreeBritney. Vores anmelder gav filmen fem ud af seks stjerner og kaldte den ”obligatorisk pensum for enhver popelsker”.


ANNONCE