Festivalen tilføjer endnu en række hårdtslående navne til 2026-plakaten dagen inden, salget af endags- og 1+1-dagsbilletter går i gang.
Copenhell har i dag løftet sløret for 13 nye bands, der til sommer indtager Refshaleøen. Det fremgår af en pressemeddelelse fra festivalen.
Læs også: Copenhell tilføjer 25 nye navne til plakaten
De 13 nye navne på festivalplakaten er Babymetal, Black Label Society, Suicidal Tendencies, Imminence, Soilwork, Djerv, Eyehategod, Faetooth, Unpeople, Maceration, Morild, Pustulant Flesh og Rap Martin Rap.
De nye tilføjelser lander dagen før salget af både endags- og 1+1-dagsbilletter åbner fredag klokken 10.00. Sidstnævnte billetmulighed gør det muligt at kombinere to festivaldage efter eget valg – et tilbud til dem, der ønsker en mere fleksibel festivaloplevelse.
Med de seneste offentliggørelser begynder programmet for Copenhell 2026 for alvor at tage form. Festivalen har allerede afsløret store navne som Iron Maiden, Bring Me The Horizon, Twisted Sister, Volbeat og Alice Cooper.
Læs også: Her er de bedste koncerter fra Copenhell – ifølge vores anmeldere
Copenhell 2026 finder igen sted på Refshaleøen i København. De fulde spilledage for alle offentliggjorte artister kan ses på copenhell.dk og i den officielle Copenhell-app.





