Nyhed

De første navne til Thy-festival er nu afsløret

For arrangørerne handler det om at "præsentere artister, der vil noget andet og mere – som tør udfordre rammerne og publikum."

Den nordjyske Alive Festival er nu klar til at afsløre de første fire navne på 2026-plakaten: Soleima, Giift, Slush Eyes og Inspector Spacetime.

Læs også: Anmeldelse: Giift hæver barren for dansk r&b

Sidste år meldte festivalen udsolgt, hvilket gjorde det til den største udgave hidtil. Næste år vender den tilbage til Thisted med artister, der ifølge arrangørerne "tør udfordre rammerne og publikum. Det er netop det, vi starter 2026 ud med." 


Blandt de annoncerede artister finder man danske Giift, der de seneste par år har markeret sig som et stjerneskud på musikscenen. I år blev hun udpeget af Clash Magazine som en af de kunstnere, der er med til at definere lyden for 2025. Hun har desuden været med til at skrive Beyoncés "Ya Ya" fra Cowboy Carter-albummet.

Den anden artist, der er annonceret til at spille i det nordjyske, er islandske Inspector Spacetime, som vil bringe energisk, elektronisk synthpop og disco med til Alive Festival 2026.


Søn-forsangeren Kristoffer Jessen har slået sig sammen med dj og producer Mikkel Wonsbek og realiserer sin eurodance-drøm i Slush Eyes, som er det tredje navn på plakaten.


Det sidste navn i denne omgang er Soleima, som ifølge en pressemeddelelse "vil skabe en helt særlig stemning med en aftenkoncert i skoven." Hun er netop udkommet med sit nye album Hærværk/Mesterværk, som GAFFA har givet fem stjerner.

 Læs også: Koncertanmeldelse af Slush Eyes: Eurodance, fnat og konfettirør


Nicolai Demuth, kunstnerisk ansvarlig for Alive Festival, fortæller i pressemeddelelsen, at "vi kan forvente fest og farver fra Slush Eyes og Inspector Spacetime, verdensklasse sangskrivning fra Giift og en unik koncertoplevelse med Soleima."

Alive Festival 2026 afholdes den 23. til 25. juli i Thisted, og du kan købe billetter til festivalen her.

ANNONCE