Nyhed

DR inviterer til topmøde om ligestilling i musiklivet

Til mødet skal det diskuteres, hvordan man kan tiltrække nye talenter og styrke kønsbalancen i den danske musikbranche på længere sigt.

Under ligestillingsinitiativet Kvinder i Musikken samler DR og en række andre organisationer endnu en gang hele det danske musikliv til et topmøde den 6. november med overskriften Rekruttering & Fastholdelse. Det skriver DR.

Læs også: Ny rapport: Barndommens musikvalg kan forme kvinders fremtid i branchen

Topmødet bliver det fjerde af sin slags og skal afvikles med Marie Hobitz og Issa Mahmoud Jeppesen fra DR som værter.


Til mødet skal det, som titlen antyder, diskuteres, hvordan man kan tiltrække nye talenter og øge diversiteten i den danske musikbranche på den lange bane – netop ved at vende nogle af de svære ligestillingstematikker som barsel og alderisme med udgangspunkt i viden og erfaring.

Gustav Lützhøft, redaktionschef i DR Kultur, Debat og Musik, har bemærket ”tydelige tegn” på, at de mange ligestillingsinitiativer, der er sat i drift i løbet af de sidste par år, har virket. Men der er fortsat et stykke vej endnu, lyder det:

”Der er stadig områder, hvor vi har strukturelle udfordringer, ikke mindst på de allerførste trin af bevægelsen ind i det professionelle liv,” siger han og fortsætter:


”Jeg synes godt, vi kan være stolte af mange af de bevægelser, vi ser lige nu, men vi har nogle helt strukturelle udfordringer, som tager tid at løse og som vi kun kan løse ved at mødes igen og igen for at diskutere nuancerne og ved at kigge til andre brancher for at se, hvordan man gør dér.”

Mødet finder sted i DR Koncerthuset torsdag den 6. november fra klokken 12:00.

ANNONCE