De varslede et samarbejde allerede i foråret – og nu er resultatet endelig ude.
FKA Twigs og Oklou åbnede tidligere på året op om et muligt samarbejde om en sang, der skulle kredse om angst, mavepine og konfliktfyldte relationer. Det samarbejde er nu blevet til virkelighed med singlen "Viscus", som netop er udkommet.
Læs også: Nyt FKA Twigs-album lander allerede i efteråret
Sangen inviterer lytteren ind i en melankolsk energi, mens teksten kredser om fastlåste følelser og skrøbelige fundamenter: "All the homes that I've known / Are made to be falling apart / Are the sheds and castles / Created to be made from the start?"
Netop dette stemmer overens med, hvad de begge udtrykte i et interview tidligere på året. Her fortalte FKA Twigs, at Oklou havde sendt hende en sang og spurgt, om hun ville medvirke. Twigs spurgte, hvad sangen handlede om, hvortil Oklou svarede: "Det er et fremragende spørgsmål. Sangen handler faktisk om... Jeg har haft ondt i maven, siden jeg var barn."
Det kunne FKA Twigs relatere til, og netop den fælles oplevelse af sårbarheden har de forsøgt at indfange i "Viscus", som du kan lytte til nederst i artiklen.
Læs også: Tre artister, du vil elske, hvis du lytter til FKA Twigs
Begge musikere var albumaktuelle i begyndelsen af 2025 – og begge udgivelser modtog fem ud af seks stjerner. FKA Twigs’ Eusexua fra januar blev af GAFFAs anmelder kaldt "noget af det bedste hybridpop, der er blevet lavet meget længe."
Lyt til "Viscus" her: