Nyhed

Fan-kunst eller brud på ophavsret? Sleep Token møder kritik for lukning af Instagram-konto

En engelsk tatovør mente ikke, at hendes tatoveringer var et brud på ophavsretten - men det gjorde Sleep Token.

Det britiske band Sleep Token er kommet i modvind, efter en engelsk tatovør hævder, at bandets management fik hendes Instagram-konto lukket på grund af ophavsretskrænkelse. Det skriver NME.

Læs også: Temu sagsøgt for at sælge kopimerch fra højtelsket rapper

Tatovøren Emily Jayne fra Sheffield fortæller, at hendes profil – der fungerede som hendes forretningskonto – blev fjernet tidligere på ugen, efter at Rico Management, som repræsenterer Sleep Token, havde indgivet en copyright-klage. Ifølge Jayne var hendes værker inspireret af bandets æstetik, men ikke kopieret fra officielle designs.

“I dag er min hovedkonto desværre blevet uretmæssigt lukket af Sleep Tokens team Rico Management på grund af ophavsretskrænkelse,” skrev hun på sin nye profil og fortsatte:

“Mine designs er stærkt inspireret af bandet eller lavet som en hyldest til dem og fansene, alle er mine egne designs, som jeg har arbejdet time efter time på at designe og dele med verden”.

Samtidig deler hun sin bekymring for, at flere andre konti, med blandt andet cosplaying eller andet fanrelateret materiale, også vil blive lukket.

Kopi eller hyldest?
Efter massiv kritik på sociale medier har bandets management dog trukket klagen tilbage, og kontoen er siden blevet gendannet.

Sagen har, i følge NME, sat gang i en debat blandt fans og kunstnere om, hvor grænsen går mellem inspiration, hyldest og ophavsret – især i en tid, hvor bands og deres visuelle universer i stigende grad danner udgangspunkt for ny fan-kunst og kreative fællesskaber online.

ANNONCE