Det alternative halftime show skal hylde tro, familie og frihed - og bestå udelukkende af engelsk musik.
Valget af Bad Bunny til Super Bowls halftime show har fået flere højreorienterede politikere i USA, herunder præsidenten Donald Trump, op ad stolen. Nu har bevægelsen Turning Point USA, grundlagt af afdøde Charlie Kirk, meddelt, at de vil afholde deres eget “All American Halftime Show” – et alternativ til det officielle show. Det skriver Billboard.
Læs også: Kritikstorm mod Bad Bunny raser videre
I et opslag på X skriver organisationen, at programmet til det alternative halftime show skal hylde ”tro, familie og frihed”, og selvom musikken til showet endnu ikke er booket, skal det angiveligt være ”hvilket som helst engelsk” – hvilket sandsynligvis henviser til, at Bad Bunny oftest synger på spansk.
Se opslaget her. Artiklen fortsætter under opslaget.
🚨 HUGE ANNOUNCEMENT 🚨
— Turning Point USA (@TPUSA) October 9, 2025
It’s true, Turning Point USA is thrilled to announce The All American Halftime Show.
Performers and event details coming soon.
2.8.2026https://t.co/HBHGfXj6yU pic.twitter.com/HYUs6BqgVL
Tidligere har præsident Donald Trump kaldt bookingen af Bad Bunny “latterlig" og sagt, at han aldrig har hørt om den puertoricanske sanger. Samtidig har blandt andet Corey Lewandowski, rådgiver i Det Hvide Hus, beskyldt musikeren for at hade USA – på trods af, at Puerto Rico, hvor Bad Bunny er fra, er et amerikansk territorium.
Modstanden mod Bad Bunny er sandsynligvis affødt af, at sangeren tilbage i september udtalte, at han ikke ville optræde i USA på grund af bekymring for immigrationsrazziaer mod fans ved hans koncerter. I et interview med I-D uddybede han dog, at beslutningen ikke var taget på baggrund af had til USA, og at han før har spillet mange koncerter i landet. Corey Lewandowski har efter offentliggørelsen af halftime showets indhold meddelt, at ICE vil være til stede ved begivenheden.