Opslaget fra den amerikanske immigrations- og toldmyndighed, ICE, bestod også af videoklip af Donald Trump i 80'erne og uddrag fra Twin Peaks.
Et opslag fra den amerikanske immigrations- og toldmyndighed, ICE, med The Cure-hittet ”Friday I'm In Love” som lydspor er blevet taget ned fra sociale medier. Det skriver NME.
Læs også: Tom Morello deler "Fuck ICE"-playliste
Videoen blev delt på det amerikanske ministerie for indenrigssikkerheds kanaler med titlen "Livet efter at alle kriminelle udlændinge er blevet deporteret" og bestod af en række forskellige videoklip, herunder af Donald Trump i 80'erne og uddrag fra Twin Peaks, alt imens The Cures hitsingle ”Friday I’m In Love” fra 1992 spillede i baggrunden.
Nu er videoen blevet fjernet fra på X og slået fra på Instagram efter en officiel anmodning i henhold til den amerikanske copyright-lovning. Den kan dog stadig ses på ministeriets Facebook-profil.
Se videoen nedenfor - artiklen fortsætter herefter:
For nylig indgik immigrationsmyndigheden også i en anden offentlig konflikt, da countrystjernen Zach Bryan delte et klip af en uudgivet sang på sociale medier, hvori han kritiserede ICE:
"ICE vil komme og sprænge din dør ind og forsøge at bygge et hus, som ingen bygger længere. Men jeg har en telefon, og børnene er alle bange og helt alene," sang han i singleteaser-videoen.
Kort efter langede en talsmand for Det Hvide Hus ud efter sangskriveren: "Mens Zach Bryan ønsker at åbne portene for kriminelle illegale indvandrere og har fordømt heroiske ICE-betjente, fortæller noget orange i mig, at et flertal af amerikanere er uenige med ham og støtter præsident Trumps store amerikanske genoplivning."