Nyhed

Martin Brygmann udsender sin svanesang

Den skandaleramte sangskriver er ude med sit første nummer siden sidste års sexisme-sag – og måske også det sidste.

Skandaliserede Martin Brygmann, der siden sin sexisme-sag sidste år har trukket sig helt og aldeles fra rampelyset, er netop udkommet med en ny single ”Det var så det” – en sang, der lyder som om, den meget vel kunne være sangskriverens sidste.

Læs også: KOMMENTAR: Den her debat må ikke ende ved Martin Brygmann

”Det bli'r den allersidste melodi. Der var tvivl og vilde vildskud undervejs. Flove fodfejl og fadæser. Tak til alt, der sad på hjul, ude på stien,” synger Martin Brygmann i nummeret og fortsætter:


”Det var så det, og jeg takker af. Måske det bli'r på gensyn et sted en skønne dag. Nu vil der falde fred og ro.”

Hør sangen her. Artiklen fortsætter under sangen.

I sommeren sidste år var Brygmann en central del af DR’s omdiskuterede dokumentar Sexisme i musikbranchen, hvori han blev anklaget for at have sendt lumre beskeder til unge kvinder og at have krøbet ind under en dyne og taget en kvindelig musiker på brysterne.


Han blev anonymiseret i dokumentaren, men stod efterfølgende frem – først med et mislykket forsøg på at nedlægge et forbud mod dokumentarudgivelsen og derefter med et længere Instagram-opslag, hvor han forsvarede sine ord og handlinger som ”en kompliment, måske en flirtende vittighed eller i nogle tilfælde et gensidigt kys eller en fysisk relation”.

Siden da har der været bomstille fra Brygmann-lejren – lige indtil nu, hvor ”bogen lukkes i” og ”det nu er blevet lukketid”, som han synger i sangen. 

ANNONCE