Et forskningsprojekt om traditionelle både tog en uventet drejning for den engelske forsker Dr. David Gange.
Hvad har metalgenren med klimaaktivisme at gøre? Ifølge forskeren Dr. David Gange fra universitetet i Birmingham har der længe eksisteret klimaaktivistiske budskaber i metalmusikken fra bands som Black Sabbath, Napalm Death og flere andre, skriver BBC.
Læs også: Streamingtjeneste annoncerer Ozzy Osbourne-dokumentar
Ecometal, kalder Gange den bevægelse, som længe har blomstret i metalverdenen. Og selvom det ikke er noget nyt fænomen, så er det først nu, at Gange kortlægger det som en større tendens over hele verden.
I et research-projekt om traditionelle både deltog han i et væld af workshops, hvor der ofte var musikalske indslag. Her blev han, til sin store overraskelse, ofte mødt med klimaaktivistisk metalmusik, blandt andet bandet Unearthly Rites, der synger om ødelæggelser af det arktiske landskab.
Og netop Unearthly Rites nævner tre store metalbands som deres inspiration for klimaaktivistisk metalmusik: Black Sabbath, Napalm Death og Bold Thrower, der alle har været forgængere for at pakke politiske budskaber ind i metal.
”Deres ikke-konforme tilgang, nogle af bandmedlemmernes engagement i veganisme og fremadsynende klimahymne ’Into the Void,” har inspireret generationer,” fortæller David Gange.
Men det drejer sig også om en kontekstuel fortolkning af blandt andet Black Sabbaths musik.
”Det virkelig bemærkelsesværdige er, at dem, der i dag skubber til metalmusikkens grænser, gør det gennem en form for genopdagelse,” forklarer Gange og fortsætter:
”I stedet for at afvise metallens begyndelse, finder de ud af, at de idéer og lyde, de har brug for, hele tiden har ligget hos Black Sabbath – bare et andet billede af Sabbath, end verden hidtil har været klar til."