Konferencen skal binde branchen "endnu tættere sammen".
Til november omdannes biografen Vue i Bruuns Galleri i Aarhus til et centrum for medie-, TV- og musikbranchen, når mediefestivalen This er klar med det nye konferencespor This Music. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Læs også: Ny hjemmeside svarer på de oftest stillede spørgsmål om musikbranchen
Konferencen er produceret af musikbranchenetværket Promus, som tidligere har stået bag musikbranchekonferencen Spot+, og skal binde de tre aspekter af kulturbranchen endnu tættere sammen.
”Vi har i mange år haft fokus på hele sync-området indenfor musik og medier, så ved at indgå i det nye samarbejde med This, ser vi et kæmpe potentiale i at binde musik-, TV- og mediebranchen endnu tættere sammen. Groft sagt kommer vi med musikken, og This kommer med medie- og TV-branchen, så mon ikke sød musik opstår,” fortæller Jesper Mardahl, leder af Promus, om den kommende konference.
Deltagerne kan blandt andre møde såkaldte music supervisors og komponister bag store produktioner som The Crown, Breaking Bad, Harry Potter og The White Lotus.
Konferencen vil desuden slutte af med konceptet Pitch Your Music, hvor spirende komponisttalenter kan få mulighed for at præsentere deres musik til branchefolkene.
This Music afholdes d. 6. november kl. 10 – 17.15 i Vue i Bruuns Galleri.