Musikstreaming foregår oftere på betalte platforme frem for gratis tjenester - men for bare 10 år siden så tallene helt anderledes ud.
En ny undersøgelse fra det amerikanske lyd-forskningscenter Edison Research viser, at musikstreaming oftere foregår på betalte tjenester frem for på dem, der er gratis, skriver Digital Music News.
Læs også: Spotify får patent på ny teknologi, der kan gøre musikoplevelser endnu mere personlige
Ifølge ”Share of Ear”, som undersøgelsen hedder, bruger amerikanere over 66 procent af deres daglige musikstreaming på betalte platforme og kun 34 procent af tiden på gratis tjenester.
Det er et markant skifte siden for bare 10 år siden, hvor amerikanere over 13 brugte hele 78 procent af tiden på gratis platforme. 2020 var året, hvor tiden brugt på betalte tjenester for første gang overgik tiden brugt på gratis alternativer.
Tendensen kunne ifølge Edison Research have noget at gøre med, at amerikanere er blevet mindre tolerante over for reklamer i deres musiklytning, og at forskellige prisstrukturer blandt streamingudbydere oftere sælges som en pakkeløsning med andre medietilbud.
Selvom amerikanerne glædeligt betaler for deres streamingabonnement, lancerede Spotify alligevel en opgradering af deres ”freemium”-niveau i sidste måned, der blandt andet omfatter, at den låste ”shuffle”-funktion er blevet skrottet, samt at man nu både kan søge på og afspille individuelle sange.
Tjenesten har dog også valgt at forbedre deres betalte ”premium”-abonnement med nye funktioner, herunder et værktøj til at mikse playlister og lanceringen af "lossless"-lydkvalitet - musik uden tab af lydfilens kvalitet.




