Der er tale om en linje fra singlen "Nobody's Son" fra Sabrina Carpenters seneste album Man's Best Friend.
Stifter og CEO for organisationen PTSD UK, Jacqui Suttie, har skrevet et åbent brev til Sabrina Carpenter og hendes team hos Island Records. I brevet omtaler Suttie sangen “Nobody’s Son”, hvor hun mener, at Carpenter bruger lidelsen PTSD som en “catchy punchline.”
Læs også: Kritikstorm mod Bad Bunny raser videre
Linjen, der er tale om, lyder: “that boy is corrupt, get PTSD on the daily”, og bruges i sangen til at beskrive en ekskæreste i et mislykket forhold.
“At bruge PTSD som en hurtig bemærkning eller punchline (i dette tilfælde ‘getting PTSD on the daily’) bagatelliserer og misrepræsenterer tilstanden. Det bidrager til den vedvarende stigmatisering, som forhindrer folk i at genkende deres symptomer, søge hjælp og tale åbent om deres oplevelser,” skriver Suttie i brevet.
Suttie understreger, at organisationen ikke ønsker at censurere artister eller bestemme, hvad de må synge om. Organisationen ønsker, at kunstnere skal forstå den indflydelse, de har på unge gennem deres fanbase. Hun påpeger, at “ord skaber kulturer.”
“Som sangskrivere og offentlige personer har I en utrolig platform og indflydelse. Vi opfordrer jer til at reflektere over, hvordan jeres ord enten kan fastholde misforståelser eller hjælpe med at skabe medfølelse og bevidsthed for dem, der lever med mentale helbredsproblemer,” uddyber Suttie.
En vigtig stemme
I brevet opfordrer Suttie Carpenter til at anerkende, at hendes stemme kan gøre en forskel i arbejdet med at afstigmatisere PTSD og hjælpe mange unge:
“Ved at tale om dette emne kan hun spille en vigtig rolle i at øge forståelsen og medfølelsen omkring traumer og mental sundhed,” skriver hun.
Hun afslutter det åbne brev med en personlig opfordring:
“Sabrina, din musik har inspireret og løftet så mange — og vi tror oprigtigt på, at du ved at udvise forståelse og empati omkring dette emne kan hjælpe med at uddanne millioner og gøre en reel forskel i folks liv.”