Har du været til koncert med Østen, har du sikkert hørt den nye single før.
Efter et vellykket debutalbum er Østen tilbage med ny musik. I dag udgiver han nemlig sin nye single "Jeg vil have det hele".
Læs også: Albumanmeldelse: Østen er sårbar, autentisk og fandens melankolsk
Østen har allerede spillet den nye sang flere gange live, og derfor lyder tonerne måske også bekendte for nogle. GAFFA oplevede selv "Jeg vil have det hele", da Østen spillede på Roskilde Festival i sommer, og vores anmelder beskriver singlen som et "hit", der med "et catchy omkvæd og hårdtslående trommer sender en chokbølge gennem menneskemassen, mens han sparker huller i luften og rammer plet."
Ifølge en pressemeddelelse markerer sangen en ny æra for Østen, der modsat debutalbummet Daylight lader lyset bryde igennem. Med singlen følger også en musikvideo skabt i samarbejde med produceren Frederik Thaae, der har arbejdet med kunstnere som Artigeardit, The Minds of 99 og Barselona.
Østens karriere har det seneste års tid taget fart, efter han blev P3's Uundgåelige med sangen "Regn". I år var han også nomineret til prisen P3 Talentet til P3 Guld, ligesom han har spillet på landets store festivaler og givet udsolgte koncerter. I april leverede han en seksstjernet koncert på Train i Aarhus, hvor han endnu en gang formåede "at skabe et helt særligt rum, hvor både musikken og følelserne får lov at boltre sig og vokse sig store i samspillet med hinanden."
Du kan lytte til Østens nye single her:





