Nyhed

Politiske og jødiske ledere kræver aflysning af punk-koncert: "Udgør en reel fare"

Koncerten finder sted den 5. november på Manchester Academy.

Parlamentsmedlemmer og jødiske ledere har opfordret Manchester Academy til at aflyse en koncert med Bob Vylan den 5. november. Opfordringen kommer på baggrund af bekymringer om offentlighedens sikkerhed på grund af punk-duoens tidligere udtalelser, som de beskriver som antisemitiske, skriver The Guardian

Læs også: Punk-duo i modvind efter udtalelse om Charlie Kirk: "Hans pronominer er was/were"

På Glastonbury Festival i slutningen af juni blev en koncert med Bob Vylan sendt live på BBC. Her råbte forsanger Bobby Vylan “Død over IDF,” som er den israelske forsvarshær. Duoen benægter selv alle påstande om antisemitisme.


De 10 parlamentsmedlemmer, der sammen med jødiske ledere forsøger at stoppe koncerten, frygter for lokalbefolkningen. Bekymringen forstærkes af et angreb på Heaton Park-synagogen i Manchester sidste torsdag.

I en udtalelse fra parlamentsmedlemmerne beskrives situationen over for lokalsamfundet ifølge The Guardian som: “Dybt bekymrede over Manchester Academys beslutning om at lade Bob Vylan optræde.” De fremhæver, at bandets “udtalelser og handlinger ikke fremmer debat, men udgør en reel fare.”

I lyset af koncerten på Glastonbury aflyste flere festivaler og venues kommende koncerter med duoen, heriblandt den engelske Radar Festival og Kave Fest i Frankrig. 


"Hvil i fred Charlie Kirk din piece of shit"
Men det er ikke kun udtalelser omkring Israel/Palæstina-konflikten, som har fået venues til at aflyse koncerter med Bob Vylan. I begyndelsen af september spillede punk-duoen en koncert i Holland, hvor de dedikerede en sang til den netop afdøde Trump-supporter Charlie Kirk.

"Hans pronominer er was/were. For hvis du snakker lort, så bliver du banged! Hvil i fred Charlie Kirk din piece of shit," lød det fra scenekanten til koncerten i Holland. 

Efterfølgende aflyste spillestedet 013 i Tilburg i Holland en koncert med duoen, dagen inden de skulle have spillet, med argumentet, at Bob Vylans udtalelser "gik over stregen."


ANNONCE