Nyhed

Robbie Williams erkender: Taylor Swift var skyld i albumudsættelse

Robbie Williams skulle oprindeligt udgive sit nye album i oktober, men Taylor Swifts "The Life of a Showgirl" stod i vejen for potentiel rekord.

Tilbage i september udmeldte Robbie Williams, at udgivelsen af hans kommende album Britpop udskydes til den 6. februar. Oprindeligt var det planlagt at udkomme den 10. oktober, men det satte Taylor Swift en stopper for.

Læs også: Protester tvinger Robbie Williams til at aflyse koncert

Den 9. oktober spillede Robbie Williams sin mindste koncert til dato, da han stod på scenen i Dingwalls i Camden Town i London. Her fik fans mulighed for at opleve popstjernen i intime rammer, hvor han først spillede hele sit debutalbum og dernæst det nye Britpop. 


Undervejs løftede Williams også sløret for, hvorfor albummet blev rykket, og flere fans fik ret i deres spekulationer. 

"Vi lader alle som om, det ikke handler om Taylor Swift, men det fucking gør det. Du kan ikke konkurrere med det. Her er sandheden: jeg vil have 16 nummer et-albummer. Taylor beslutter sig så for at udgive sit album samme uge som jeg," indrømmer Robbie Williams ifølge NME til sin koncert. 

Hvis Angels-sangeren lykkedes med at få sit næste album nummer et, vil han slå The Beatles som værende den største artist i Storbritanniens historie. 


Robbie Williams planlægger at udgive Britpop i løbet af efteråret, men rygter om Taylor Swifts deluxe-versioner og nyt fra Oasis, får ham til at skubbe det til februar, hvor der, som sangeren selv udtaler, forhåbentlig ikke er flere store udgivelser. 

"Jeg var bange for at lade jer alle fucking vente, men så var jeg sådan: 'Fuck det.' Jeg vil have et 16. nummer et-album!" Jeg er ked af det, men jeg er fucking selvisk. Hvor mange gange i sit liv får man lov til at have det højeste antal førstepladser på albumhitlisten, som Storbritannien nogensinde har haft?" afslutter Robbie Williams. 


ANNONCE