Junior Brown sætter fokus på minoritetsdanskeres oplevelser og stiller spørgsmål om identitet og tilhørsforhold.
Artisten Junior Brown er i dag udkommet med singlen “Dansker nok”, der sætter spørgsmålstegn ved, hvornår man egentlig er dansk nok, og hvem der overhovedet bestemmer det.
Læs også: Fem udgivelser, vi glæder os til i denne uge
“Hvem bestemmer, hvad der er dansk? Hvornår er man dansk nok? Og starter man allerede med minus på kontoen, hvis man ikke er etnisk dansk?” er spørgsmål, som singlen ifølge pressemeddelelsen rejser.
Singlen, der udkommer som optakt til Minoritetsmændenes Kampdag den 19. november, kredser om scenarier, som man som minoritetsdansker kan opleve i Danmark – at blive nægtet adgang til klubben, stoppet af politiet, og i stedet for at puste i et alkometer, spørge om bilen er stjålet, samt nedladende tilråb, der minder én om, at folk ikke ser dig som “rigtig dansker.”
En tvivl, der ulmer
Også spørgsmålet om, hvorfor man bliver behandlet, som man gør, har rejst sig hos Brown:
- Nogle gange kan man jo godt være lidt i tvivl, om man blev behandlet sådan på grund af hudfarve - eller bare på grund af, at nogen var et fjols. Så jeg føler somme tider, at jeg har en lille indre dialog med mig selv, hvis der opstår en episode - om hvorvidt det var forskelsbehandling, eller ingenting, siger han til GAFFA.
Læs også: Aarhusiansk band udgiver protestsang: "Der kommer en kæmpe babushka efter dig"
Allerede som barn oplevede Brown selv de “jokende” bemærkninger i skolegården om hans udseende. Senere blev det til strukturelle møder med myndigheder, nattelivets dørmænd og skjulte barrierer på arbejdsmarkedet.
Fokus på mennesket bag
Med singlen håber Junior Brown, at vi bliver bevidste om mennesket bag etniciteten, navnet, hudfarven, kulturen eller religionen. Til GAFFA forklarer han, at sangen lige så godt kunne have været alt muligt andet end en sang, fordi det er budskabet, som er i fokus:
- Jeg formidler det i en popsang, som jeg selvfølgelig rent musikalsk også håber, folk kan lide. Men for at være ærlig, kunne det ligeså godt have været et digt, læserbrev eller en kortfilm. Eller jeg kunne stille mig op på Christiansborg og råbe det.
Junior Brown er adopteret fra Jamaica og blev opkaldt efter den politibetjent, der fandt ham. I pressemeddelelsen understreger han, at singlen ikke skal fremstille ham som et offer: “Han vil hellere stille de spørgsmål, som mange minoritetsdanskere kender til, og give en stemme til dem, der sjældent bliver hørt.”
Junior Brown var senest aktuel med singlen "Hvem er jeg søn af?", der ligesom "Dansker nok" kredser om emner som adoption og oplevelsen af at føle sig anderledes.
Hør "Dansker nok" her.





