Nyhed

The Rolling Stones-bassist gæster dansk jazzbar

Efter årtier på verdens største scener – med verdens største navne – kan han nu opleves helt tæt på.

Miles Davis, Sting, Madonna og The Rolling Stones. Bassisten Darryl Jones har spillet med nogle af musikhistoriens største navne gennem sin mere end 30 år lange karriere. Nu gæster han Danmark, hvor han fra den 8. oktober og fire uger frem kan opleves på den nye jazzbar Epicurus i indre København.

Læs også: Rolling Stones er snart færdige med kommende album

Ifølge en pressemeddelelse vil Darryl Jones optræde som bandleder i eget navn for første gang herhjemme. "Jeg har arbejdet med alle disse fantastiske mennesker i så mange år," siger han og fortsætter: "Det her repræsenterer mig, der træder ind i lyset."


Projektet går under navnet Darryl Jones: The Group Field og byder både på genfortolkninger af ikoniske sange fra hans lange karriere samt nye originale kompositioner. Publikum kan desuden se frem til musik fra dokumentaren Darryl Jones: In the Blood, hvor Jones medvirker sammen med Keith Richards, Mick Jagger og Ronnie Wood.

Selv lover Darryl Jones en særlig oplevelse i København og teaser gæsteoptrædener: "Du må ikke gå glip af det her – man kan aldrig vide, hvem der dukker op." Læs mere om koncertrækken her.

Se traileren til dokumentaren nedenfor.


ANNONCE