Nyhed

Thom Yorke med nye toner: Vil "absolut ikke" vende tilbage til Israel

I et nyt interview kommenterer Thom Yorke og flere andre Radiohead-medlemmer blandt andet på kritikken af bandets Israel-optræden tilbage i 2017.

I et nyligt interview med The Sunday Times udtaler Thom Yorke, at Radiohead "absolut ikke" vil vende tilbage til Israel, og at han ikke skulle bede om at være "nogen steder i nærheden af Netanyahu-regimet". Det skriver NME.

Læs også: Falske Radiohead-billetter florerer på sekundære platforme

Sangeren har dermed ændret sin tone siden 2017, hvor bandet mødte protester fra blandt andet den pro-palæstinensiske BDS-bevægelse såvel som flere kendte musikere, heriblandt Roger Waters fra Pink Floyd, efter at Radiohead havde valgt at gennemføre en planlagt koncert i Israels store kystby, Tel Aviv.


I interviewet nævner han også, at den genopblussede kritik af ham - herunder at BDS-bevægelsen igen har rejst kritik efter bandets nyligt annoncerede koncertdatoer - får ham ”til at vågne op midt om natten.”

"De fortæller mig, hvad jeg har gjort med mit liv, og hvad jeg skal gøre nu, og at det, som jeg synes, er meningsløst,” siger han.

Da Radiohead for leden annoncerede deres første koncerter i over syv år, heriblandt fire koncerter i Royal Arena i starten af december, opfordrede bevægelsen til at boykotte koncerterne, grundet bandets ”medskyldige tavshed” om, hvad FN for en måneds tid siden kaldte for et ”folkemord” begået af Israel i Gaza.


Kommentarer fra de resterende Radiohead-medlemmer
De andre Radiohead-medlemmer kommenterer også på protesterne i interviewet, heriblandt guitaristen Jonny Greenwood, der er gift med en israeler, og som er blevet kritiseret for både at have indspillet plader og givet koncerter i Tel Aviv med den israelske musiker Dudu Tassa:

”Jeg har ingen loyalitet – eller respekt, naturligvis – over for deres regering, men jeg har begge dele for de kunstnere, der er født der,” siger musikeren, der tidligere i år fik aflyst to koncerter med Dudu Tassa Storbritannien, og fortsætter med at forsvare sine Israel-optrædener:

"Jeg ville også på høflig vis melde mig uenig med Thom. Jeg vil mene, at regeringen er mere tilbøjelig til at bruge en boykot og sige: 'Alle hader os - vi burde gøre præcis, hvad vi vil.' Hvilket er langt farligere."


Guitaristen Ed O’Brien har også en retrospektiv tilføjelse til kritikken af Tel Aviv-koncerten i 2017: "Vi burde også have spillet i Ramallah på Vestbredden," siger han og nævner, at bandet desuden "ikke rigtig har talt meget med hinanden – og det er okay.”

Læs også: KONTRAPUNKT: Da skumring blev til mørke, og Radiohead fik ret

Tidligere i sommers kommenterede Thom Yorke også på sagen i et opslag på Instagram i lyset af en hændelse i Australien tilbage i oktober 2024, hvor en koncert blev afbrudt, efter at han blev konfronteret af en demonstrant i publikummet:


“Jeg mener, at Netanyahus ekstreme regering er fuldstændig ude af kontrol og må stoppes,” skrev Radiohead-sangeren, og fortsatte med, at Israels handlinger ikke længere kan retfærdiggøres med selvforsvar. Samtidigt rettede han også kritik mod Hamas for at handle kynisk og gemme sig bag det palæstinensiske folks lidelser.

Radiohead spiller fire udsolgte koncerter Royal Arena den 1., 2., 4. og 5. december. Billetterne blev revet væk på blot 25 minutter.

ANNONCE