Nyhed

Youtube annoncerer deepfake-detektor

Platformens nye funktion er en slags AI, der holder øje med andre AI'er.

Det skal være nemmere for youtubere at anmelde, hvis deres ansigter eller stemmer bliver brugt til AI-deepfakes. Det er i hvert fald det Youtube signalerer med deres nye AI-detektor, som ifølge Digital Music News blev annonceret tirsdag den 21. oktober.

Læs også: Ny undersøgelse: Lyttere vil kende forskel på menneske og maskine

Funktionen, der i første omgang rulles ud til udvalgte medlemmer af YouTubes Partner Program, kan registrere indhold, der ligner en bestemt person. Herefter kan skaberen vælge at indsende en anmodning om at få videoen fjernet eller anklage den for brud på ophavsretten. Med andre ord: En slags AI, der holder øje med de andre AI’er.

Systemet kræver dog lidt samarbejde fra brugeren. Før værktøjet aktiveres, skal man igennem en identitetsproces, hvor Youtube beder om ID og en kort selfie-video for at sikre, at man er den, man siger, man er.

Det nye initiativ er en del af Youtubes voksende indsats mod AI-manipuleret indhold, og platformen har blandt andet tidligere arbejdet sammen med Creative Artist Agency (CAA) for at hjælpe kendte profiler med at spotte deepfakes.

Alligevel er Youtube også med på den proaktive AI-bølge. Tilbage i september lancerede de en ny AI-funktion: en form for virtuel radio-dj, der har til formål at ”uddybe din lytteoplevelse ved at dele relevante historier, fan-quiz og sjove kommentarer om din yndlingsmusik."

ANNONCE