Det åbne brev kommer umiddelbart efter, at 30 musikere fra Seattle har underskrevet et lignende brev.
I et åbent brev, underskrevet af 75 artister fra Chicago, meddeler de pågældende artister, at de trækker dele af deres musikkatalog fra Spotifys platform på grund af uretfærdig behandling af artister, skriver Digital Music News.
Læs også: Spotify indfører tre AI-beskyttende initiativer
“Vi, de undertegnede medlemmer af Chicagos fællesskab af uafhængige musikere, har besluttet at fjerne hele eller en betydelig del af vores diskografi fra Spotify,” lyder introen i brevet.
I brevet lyder kritikken særligt på fire punkter. Blandt andet at udbetalingen generelt er for lav til uafhængige musikere, samt at de er bekymrede for, at Spotify aktivt fremmer AI-genereret musik uden at være gennemsigtige om det, hvilket de ser som en trussel mod “rigtige” kunstnere.
Derudover peger brevet på, at Spotifys direktør, Daniel Ek, har investeret massivt i det kontroversielle forsvarsteknologifirma Helsing, som arbejder med kunstig intelligens til militære formål.
“Samlet set viser disse problemer, at Spotify er en virksomhed, hvis succes står i direkte modsætning til et fredeligt, blomstrende og bæredygtigt økosystem for netop de musikskabere og lyttere, de tjener penge på,” uddyber de i brevet.
Læs også: Spotify i stormvejr efter ændringer i brugerbetingelser
Brevet er underskrevet af artister som indie-rockbandet Twin Peaks, Izzy True, hiphop-undergrundsrapperen Mykele Deville og indie-folk-artisten Half Gringa samt mange flere.
Tilbage i begyndelsen af september offentliggjorde cirka 30 musikere fra Seattle et lignende åbent brev, hvor de meddelte, at de trak deres musik fra Spotify på grund af — kort sagt — for lave udbetalinger, for at platformen fremmer AI-genereret musik uden gennemsigtighed og for direktør Daniel Eks investering i det militære AI-firma Helsing.