Nyhed

Aarhusiansk spillested trues af lukning

Spillestedet, der har en helt særlig status i Aarhus, har opsagt lejemålet i Vestergade.

Hvis man slingrer en tur ned ad Vestergade i Aarhus, passerer man spillestedet Casa V58, som har rødder helt tilbage til 1960'erne og har lagt scene til flere af de helt store, aarhusianske stjerner. Men den tid er muligvis ved at være forbi, for nu har spillestedets ejer, Carola Alvarado, nemlig opsagt lejemålet, skriver Aarhus Stiftstidende.

Læs også: Slut med honorar til musikråd: Aarhus-rådmand sender opråb til ministre

Lejemålet, der er ejet af ejendomsselskabet Olav de Linde, er opsagt per 1. septembe. Alligevel håber Alvarado, at det ikke er et endeligt farvel til Casa V58:


”Det er ikke endegyldigt, at jeg stopper,” fortæller hun til Stiften og fortsætter:

”Vi ligger stadig i forhandling, men da jeg har seks måneders opsigelse, har jeg for en sikkerheds skyld sagt det op, så jeg ikke hænger på lejemålet, hvis ikke vi lander en forhandling”.

Årsagen til opsigelsen ligger blandt andet i en stigende husleje. Af Olav de Lindes hjemmeside, som kalder lokalerne "en historisk perle i Aarhus," fremgår det, at lejemålet koster lige omkring 31.500 kroner om måneden. Men Carola Alvarado peger også på, at det er en udfordring at drive et spillested - særligt efter corona-pandemien, hvor antallet af naboklager er steget.


I 1966 slog spillestedet for første gang dørene op - dengang under navnet Vestergade 58 - og det var blandt andet her at ”Smuk og dejlig” med Shit & Chanel fik sin debut. I 2017 overtog Carola Alvarado stedet og omdøbte det til Casa V58.

ANNONCE