Nyhed

Alternativt metalband genopliver gammelt radiohit

Trioen runder sommeren af med ny single og musikvideo, der hylder de lyse måneder.

Den danske trio 802 har i dag udgivet singlen "Sunshine Lover", der er ledsaget af en ny musikvideo.

Læs også: Anmeldelse: Atypisk metalband med enkelte mangler

Ifølge en pressemeddelelse er "Sunshine Lover" en ny version af bandmedlem Andreas Asinghs gamle radiohit fra 2008, der senere hen blev udvalgt til P3’s Uundgåelige. Nu vender nummeret tilbage i en ny version, skabt i fællesskab med Emil Sørensen og Kristian Holbæk, som sammen med Andreas Asingh, der i 2008 gik under kunstnernavnet Small, udgør 802.


På singlen udforsker bandet en lyd, der bliver beskrevet som en hybrid mellem heavy distortion og synthpop-toner. Pressemeddelelsen forklarer samtidig, at sangen er en hyldest til sommeren og de minder, der hører med til de lyse måneder. Singlen udkommer med en musikvideo, der er optaget under en gruppens koncert i Byhaven tidligere i år.

802 har de seneste år markeret sig på både danske og internationale festivalscener, heriblandt Roskilde Festival, Copenhell, Sweden Rock Festival og Wacken Open Air. Gruppen har desuden gjort sig bemærket med kortfilm som A Heavy Metal Bedtime Story og The Curse Of The Velvet Vampire, og blev i 2024 kåret som Årets håb ved prisuddelingen hos Den hårde tone.

Se musikvideoen til "Sunshine Lover" her:


ANNONCE