Stjernerapperen er blevet frikendt i en sag om civilt overfald efter et skænderi uden for en lægeklinik tilbage i 2018.
En jury i Los Angeles har netop frikendt Cardi B for alle anklager i en sag om civilt overfald, der er blevet anlagt mod hende af den tidligere sikkerhedsvagt Emani Ellis efter et skænderi uden for en lægeklinik i Beverly Hills tilbage i 2018. Det skriver Digital Music News.
Læs også: Cardi B til Elon Musk: "Du ved intet om den amerikanske kamp"
Emani Ellis sagsøgte rapperen for 24 millioner dollars, svarende til 154 millioner kroner, da sikkerhedsvagten mente, at Cardi B havde slået hende, kradset hende i ansigtet med sine negle og spyttet på hende, mens Ellis arbejdede som vagt på klinikken. Men det var rapperen ikke enig i.
”Jeg lagde ikke mine hænder på den pige,” fortalte rapperen til journalister udenfor retsbygningen og fortsatte:
"Den næste person, der forsøger at anlægge en useriøs retssag mod mig, vil jeg anlægge et modsag.”
Cardi B beskyldte omvendt Ellis for at have filmet hende uden samtykke, da hun gik til sin konsultation hos gynækologen. Rapperen erkendte godt, at hun havde en verbal konflikt med Ellis, men insisterede på, at der ikke havde været nogen fysisk kontakt. Ellis siger, at hun ønsker at appellere afgørelsen.
Det er ikke første gang at den Grammy-vindende rapper har mødt modstand for sin korte lunte. Tilbage i juli 2023 kastede hun en mikrofon ud i publikummet til en koncert i Las Vegas, som respons på, at der var en i publikummet, som havde kastet en drink op på scenen. Bagefter begyndte politiet at efterforske hændelsen, men der blev ikke rejst nogen sigtelser.
Cardi B er desuden albumaktuel med Am I the Drama?, der udkommer her den 19. september 2025.