Klovn-stjernen fortæller om sin oplevelse, da han for nylig festede med superstjernen til en privat efterfest i København.
Efter sin koncert i Royal Arena den 25. august afholdt Drake en lukket fest på natklubben Søpavillonen. Ifølge Casper Christensen var klubben stort set kun fyldt med kvinder.
Læs også: Drake afsluttede dansk besøg med privatfest
"Hele klubben var fyldt, men kun med piger. Det tog lige fem minutter, før jeg opdagede, at de eneste mænd på hele klubben var min søn og mig (og basketballspilleren Kevin Durant). Og så 300 til 400 kvinder/piger," skriver han i sit nyhedsbrev CC Club, og citatet er delt af Ekstra Bladet.
Overraskende nok valgte Drake at tilbringe aftenen tæt på komikeren og hans søn. "Det mest besynderlige sker. Drake kommer og stiller sig lige ved siden af os og hænger ud der den næste time. Hvorfor fylde en natklub med piger og så stille sig ved siden af de to eneste hankøn?" fortsætter han i nyhedsbrevet.
Ekstra Bladet beretter, at Casper Christensen var til koncerten sammen med sin hustru Isabel, sønnen Marvin og hans kæreste. Familien havde oprindeligt sat kurs mod et andet afterparty på natklubben Museo, som dog viste sig ikke at have noget med Drake at gøre. Først efter et tip fra en ven fik de adgang til den "rigtige" fest.
Læs også: Blev Tobias Rahim smidt ud fra Drakes koncert?
Drake beskrives af komikeren som afslappet og rolig, og åbner op om, at oplevelsen fik ham til at reflektere over kendislivets bagside: "Jeg tror ikke, det er sundt for nogen at være kendt. Det kan være sjovt og vildt, men det får ens ego til at eksplodere. Livet er meget mere spændende, når vi ikke forsøger at have fuld kontrol over alting."
Casper Christensen er i øjeblikket aktuel med hitserien Klovn, hvis tiende sæson fik premiere i slutningen af juli.