Den garvede battlerapper sætter ord på sit seneste nummer - en seks minutter lang smædesang rettet mod Ekstra Bladet-anmelderen.
”DK’s hårdeste battlerapper.”
Sådan sagde Thomas Treo om Clemens, da han… hov, nej - omvendt: Sådan sagde rapperen Clemens om Thomas Treo, da han rendte ind i Ekstra Bladet-anmelderen på metalfestivalen Copenhell. Og nu er mødet blevet omdrejningspunktet for rapperens spritnye nummer, ”Tusindben” – en seks minutter lang smædesang møntet på den omdiskuterede kritiker.
Læs også: GAFFAs chefredaktør kommer Treo til undsætning efter Clemens' nye smædesang
I sangen bliver Thomas Treo både klandret for at misbruge ”sit embede til at rive kreative sjæle ned” og for at skjule sig ”bag et magtfuldkomment mediehus”.
Anmelderen er før blevet udskældt for både at være for grov og personlig men også for udseende-fikseret og sexistisk i sin skrivestil. Tilbage i 2020 bragte GAFFA en kommentar fra Lydmor, hvori hun beskyldte kritikeren for at ”fremme sexistisk voldtægtskultur” ved eksempelvis at kalde Lana Del Rey “en fæl narrefisse”. Ekstra Bladet forsvarede kort efter Treo i en lederartikel og skrev, at han ikke er sexistisk - blot ”provokerende”.
Men GAFFA har taget en snak med Clemens om hans nye disstrack, og den forklaring køber han ikke:
- Man har bare accepteret, at en kritiker kan sige, hvad fuck han vil, uden han behøver at kunne backe det - som om han er hævet over de etiske normer. Sådan er det især for Thomas Treo, og derfor har jeg samlet til bunke og givet ham svar på tiltale indenfor battlerappens regler, siger han.
”Tusindben” skal til gengæld ikke forstås som et selvforsvar, klargør rapperen. Sangen er i høj grad skrevet på vegne af en række andre kunstnere, der før har mødt streng kritik fra Treo, men som ikke har haft de kunstneriske værktøjer til at svare igen på samme måde som den rutinerede battlerapper.
- Der er andre kunstnere, som er mere fintfølende - et kreativt udtryk som i allerhøjeste grad har eksistensberettigelse. Og hvis der så sidder en grov kritiker og udnytter det til at hive de lange knive frem, så må der være en konsekvens, forklarer 45-årige Clemens og tilføjer, at han ikke vil gå igennem hele sin battlerap-karriere med rig mulighed for at sende en kommentar efter Treo, og så undlade at gøre det. Den der tier, samtykker, er grundtanken.
Problematisk branchekultur
Ifølge rapperen handler stikpille-nummeret ikke kun om Thomas Treo. Kritikeren er nemlig ”ikke sygdommen, men bare symptomet”, og den nye sang er ligeledes ”ikke et diss, men en diagnose”. Det spydige nummer forsøger dermed også at kaste lys over en usund kultur, der gennemsiver den danske musikbranche, fortæller Clemens.
- Det er ikke kun en anmelderkultur, men en branchekultur, og i Danmark kan du koge det ned til 10 personer, som bestemmer, om din karriere kører eller ej, siger rapperen, der mener, at denne virkelighed særligt bliver et problem, når musikken ikke længere er i fokus:
- De, der kunne hjælpe en ud til ens publikum, ender i stedet som gatekeepere, og det gælder i særdeleshed Treo, når han slagter en personligt, så det for eksempel handler om at grine ad, at jeg har taget fem kilo på frem for, om jeg stadig kan rappe efter 30 år.
Et metal-møde
Idéen til ”Tusindben” udsprang af et møde mellem rapperen og Thomas Treo. Clemens havde i lang tid tænkt på at skrive en sang om anmelderen, men han manglede en krog og en stærk oplevelse at skrive ud fra – lige indtil de så stødte ind i hinanden på Copenhell.
Læs også: Musikbranchen går sammen mod sexisme: "Vi arbejder nu i en fælles retning"
Ordudvekslingen var sparsom – andet end en kæk bemærkning, om hvem der i virkeligheden er landets største battlerapper - men alligevel, efter mødet på metalfestivalen, skrev nummeret nærmest sig selv, fortæller Clemens, der ovenikøbet ikke virker synderligt bekymret for endnu engang at møde Treo til en metalkoncert i fremtiden:
- Om han og jeg så engang ryger en fed sammen på Copenhell og napper en bajer, eller om han har taget en vandpistol med, som han skyder med efter mig, når jeg skal optræde på festivalen med mit band Die Dumme Dänen i 2026, fordi vi har 20-års jubilæum, vil fremtiden vise. Jeg er klar på alle udfald.
Clemens har tidligere modtaget en Dansk Grammy-pris for ”Årets Danske Rap Udgivelse” med sit album, Den anden side fra 1999. I 2004 udgav han pladen Dans med døden, der modtog seks ud af seks stjerner fra GAFFAs anmelder med ordene: ”Dans med døden er en lang, sammenhængende og intens følelse - et udbrud af trods og et internationalt hiphop album på dansk, som du aldrig har hørt det før."
I forbindelse med sangudgivelsen har GAFFA forgæves forsøgt at få en kommentar fra Thomas Treo.
Lyt til "Tusindben" nedenfor: