Første single fra det kommende album er ude nu – og til foråret spiller han headlinerkoncert i København.
Indiepop-artisten Atusji er i dag udkommet med singlen “Det spiller nu” – den første single fra hans kommende albumudgivelse, der lander i foråret 2026. Samtidig annoncerer Atusji, at han den 7. maj næste år indtager Hotel Cecil i København med en headlinerkoncert.
Læs også: Fin lille dansk indiepop-voksendebut – der især sender tankerne hen mod én kunstner
"Det spiller nu" beskrives i en pressemeddelelse som en organisk og funky sensommer-single med inspiration fra den japanske wabi-sabi-filosofi, der finder skønhed i det uperfekte. Nummeret byder også på en gæsteoptræden fra Emily Holm Nyhuus, kendt under kunstnernavnet Reveal Party.
Om den nye single og det kommende album fortæller Atusji i pressemeddelelsen: "Jeg synes, at sangen passer godt til sensommeren. Det er en sang om at gøre sig umage, og det er en påmindelse om, at være til stede og nærværende, der hvor man befinder sig i verden. Og så glæder jeg mig også til, at folk skal høre min kommende plade. Det bliver 100 procent den bedste plade, jeg har lavet."
Med sine tidligere udgivelser har Atusji, med det borgerlige navn Terkel Atsushi Røjle, markeret sig som en interessant ny stemme på den danske scene. Denne sommer har han gæstet flere danske festivaler – heriblandt en lille intim koncert på Spot Festival.
Læs også: Atusji holdt det småt og tæt
Den dansk-japanske kunstner var senest albumaktuel med Slowboat til Asakusa (2024), som fik fire stjerner af GAFFAs anmelder, der beskrev albummet som “en fin lille plade, der udviser et lovende musikalsk potentiale”.
Til foråret er han klar med et nyt album og en større headlinerkoncert, og for nu kan du varme op med albummets førstesingle "Det spiller nu".