”Jeg er på nuværende tidspunkt låst i en længere juridisk forhandling, som tærer på mig psykisk", skriver artisten på sin Instagram.
Den danske musiker Marcus.wav har meddelt, at hans planlagte koncerter i Store Vega og Train i januar 2026 bliver aflyst. Det skriver han i et opslag på Instagram.
Læs også: Albumanmeldelse: Popkulturelle referencer sat på hiphopformel – med overraskende gæstestjerne
Ifølge opslaget er årsagen til koncertaflysningerne en længerevarende juridisk forhandling, som har efterladt kunstneren i en låst situation, der ifølge hovedpersonen selv "tærer" ham "psykisk".
"Det er en grænseoverskridende oplevelse at stå i en karrieremæssig låst position, hvor jeg hverken kan gøre fra eller til," skriver Marcus.wav i opslaget. Han understreger, at han ikke ønsker at gå i detaljer eller kaste mudder mod nogen, men sender et stort tak til både spillestederne og sit team for støtte og forståelse undervejs. Han tilføjer samtidigt, at alle, der har købt billet, får det fulde beløb refunderet.
Marcus.wav, der vandt karrierekanonen i 2021, meddelte tidligere på året, at han ville tage en pause fra koncerter i 2025, og annoncerede samtidigt, at han ville vende tilbage med koncerterne i Store Vega og Train i januar 2026, der altså nu er aflyst.
Selvom koncerterne ikke bliver til noget, lover Marcus.wav, at han har ny musik på vej: "Jeg ligger inde med en masse ny musik, som jeg glæder mig til, at jeg kan dele med jer, når alt det her er bag mig," skriver han afslutningsvis.
Læs hele opslaget her: