Atlanta-stjernen svarer på den kritik, han har mødt, efter at private samtaler fra sin tid i fængslet er blevet lækket.
Den amerikanske rapper Young Thug reagerer på den kritik, der har mødt ham, efter at private telefonsamtaler fra tiden i fængslet er blevet lækket. Det skriver Billboard i en artikel.
Læs også: Rapper erkender sig skyldig: Længste straffesag i delstatens historie
Til kritikken skriver Young Thug på mediet X: "At svine mig til vil kun ødelægge rapmiljøet endnu mere – jeg er det, der holder sammen på det her falske spil."
I et af de lækkede opkald nævner han rapperen Peewee Roscoe, hvilket har medført spekulationer om, hvorvidt Young Thug har snitchet på Roscoe i forbindelse med episoden, hvor der blev skudt mod Lil Waynes tourbus. Til det skrev Young Thug på X i et nu slettet opslag: "De spillede ikke min forhørsvideo i retssalen, fordi jeg hjalp min bror. #Ratwhere?". Det rapporterer Billboard.
Roscoe forsvarer dog Young Thug på sociale medier, hvor han udtaler: "Jeff er ren som Listerine (et mundskyllemærke, red.)".
Ifølge Billboard skulle det være en fanside for rapperen Gunna, Gonnaupdates på X, der er skyld i de lækkede telefonopkald.
Gunna er en af rapperne, der var blandt de anklagede i YSL RICO-sagen, som Young Thug erklærede sig skyldig i tilbage i slutningen af sidste år. Her modtog han en straf på 15 års betinget fængsel, som kan ende med 20 år bag tremmer, hvis ikke betingelserne overholdes.
Læs også: Nu kan du rappe uden nogen erfaring med ny AI-app
Gunna tog imod en Alford Plea, hvilket betyder, at rapperen ikke indrømmer at have begået forbrydelsen, men anerkender, at anklagemyndigheden har nok beviser til, at en dom sandsynligvis ville blive afsagt ved en retssag.
At Gunna tog imod forligsaftalen blot måneder efter sin anholdelse, fik Young Thug til at lange ud efter ham i et opslag på X: "Hvis du er en rapper, og du er en rat, så skal du ‘go gospel, twin’". Det skriver Billboard.
YSL RICO-sagen var en omfattende sag, hvor anklagemyndigheden mente, at pladeselskabet YSL også fungerede som en gadebande. Anklageren havde blandt andet brugt gruppens raptekster som bevismateriale, hvilket vakte stor juridisk debat, da det rejser spørgsmål om både ytringsfrihed og kunstnerisk frihed.