Nyhed

Ella Augusta teamer op med stjernemusiker på ny single

"Hendes helt unikke og ærlige måde at skrive på, har inspireret mig meget i min sangskrivning," fortæller Ella Augusta om sin samarbejdspartner.

Ella Augusta udgav tidligere på året sin første single "Uendelig" fra sit kommende debutalbum. I dag tager hun endnu et skridt nærmere debuten med den nye single "Bedre held næste gang", hvor hun får fornemt selskab af "Terrier"-sangeren Ida Laurberg.

Læs også: Den nye bølge: De unge artister, der redefinerer den danske lyd

Ella Augusta beskriver i en pressemeddelelse, at det har været specielt for hende at få Ida Laurberg med på sangen: "Jeg har i mange år været meget inspireret af Ida Laurberg. Hendes helt unikke og ærlige måde at skrive på, har inspireret mig meget i min sangskrivning."


De seneste uger har duoen teaset "Bedre held næste gang" på Instagram. Nu er den endelig landet.

Se opslaget nedenfor. Artiklen fortsætter efterfølgende.

Med den nyudgivne single sætter sangerne i fællesskab ord på at rejse sig igen efter nederlag og håbe, de får bedre held næste gang. "Jeg gir’ altid mit hjerte ud til folk der ikke vil ha' det / For alle dem, der er gode for mig / Er allerede en andens / Måske en dag det ændrer sig / Måske der er bedre held næste gang," lyder sangteksten.

Ida Laurberg fortæller, at sangens relaterbarhed forhåbentlig giver lyttere mulighed for at spejle sig i den. "Hvis den var så relaterbar for mig og for Ella, så er der nok også mange andre der kan se sig selv i den, og det er for mig hele pointen ved musik," forklarer hun.


Sangen er skrevet i samarbejde med Chris Burton, Emil Falk og storesøster Lea Romea.

Læs også: Ella Augusta-interview: "At være teenager i dag er lidt en kaosverden"

Begge kunstnere er aktuelle med koncerter dette efterår. Ella Augusta spiller i Store Vega og Train senere denne måned, og Ida Laurberg har blandt andet Store Vega på programmet i oktober.


Du kan lytte til sangen og se musikvideoen til "Bedre held næste gang" nedenfor.

ANNONCE