Nyhed

EU pauser efterforskning af Universal Musics milliardbud

Universal Music Group har forslået at købe et stort musikrettighedsfirma for et milliardbeløb, hvilket har rejst bekymringer hos EU.

EU's konkurrencemyndigheder har midlertidigt afbrudt en efterforskning af Universal Music Groups milliardbud på rettighedsforvaltningsfirmaet Downtown Music, hvis forlagsafdeling har arbejdet sammen med flere af tidens største kunstnere, herunder John Lennon, Miles Davis og Wu-Tang Clan blandt andre. Det skriver Digital Music News.

Læs også: Store musikselskaber udvider copyright-sag mod AI-virksomhed

Universal Music Group (UMG) har budt på 775 millioner dollars, svarende til fem milliarder kroner for at overtage Downtown Music. EU's konkurrencemyndigheder valgte derefter at undersøge købsforslaget, grundet bekymringer om, at salget kan skabe monopoldannelse og konkurrenceforvridning. Men nu er undersøgelsen sat på pause, mens Europa-Kommissionen afventer ”vigtige oplysninger”.


"'Uret' i fusionsundersøgelser kan suspenderes, hvis parterne ikke rettidigt fremlægger vigtige oplysninger, som Kommissionen har anmodet dem om (til sin konkurrencevurdering, red.) inden for en fastsat frist," udtaler en talsmand for Kommissionen.

Den tidligere frist for EU til at træffe en afgørelse var den 10. december, men en ny frist vil blive fastsat, når undersøgelsen genoptages.

I mellemtiden har det foreslåede opkøb vækket stor bekymring hos uafhængige pladeselskaber, der har opfordret til, at EU sætter en stopper for købet. Musikorganisationer som IMPALA, IMPF og AIM har protesteret mod UMG's foreslåede opkøb, som de mener truer både indiesektoren og mindre konkurrenter.


”Vi forventer, at konkurrencemyndighederne i nøglejurisdiktioner foretager grundige undersøgelser og blokerer disse handler,” siger Helen Smith, bestyrelsesformand for Independent Music Companies Association (IMPALA) og fortsætter: ”Dette er et enormt markedsangreb fra UMG's side og reducerer alvorligt uafhængige ruter til markedet. Vi forventer, at den nye Europa-Kommission sætter standarden internationalt."

Bemærkninger fra Independent Music Publishers International Forum (IMPF) og Londons Association of Independent Music (AIM) udtalt lignende synspunkter og har kaldt forslaget en del af en "fortsat tendens mod overkonsolidering".

ANNONCE