Prisuddelingen hylder musikerne og ildsjælene i metalmiljøet og finder sted i november.
GAFFA er stolte af at kunne offentliggøre et eksklusivt partnerskab med metalawardshowet Den Hårde Tone. Sammen vil vi sikre, at rock- og metalmiljøets historier, kunstnere og ildsjæle får den opmærksomhed, de fortjener, når Den Hårde Tone afholder sit awardshow den 29. november på Copenhagen Distillery.
"For os handler Den Hårde Tone om at hylde dem, der gør en forskel både på scenen og bag kulissen. Med GAFFA som partner får denne fejring et endnu stærkere talerør, så vi kan udbrede fortællingerne om alt det, der gør den danske metal- og rockscene unik," udtaler Mirza Radonjica, chef for Den Hårde Tone og fortsætter:
"Vi ser frem til en aften, hvor vi ikke bare uddeler priser, men også sætter fokus på det fællesskab og det engagement, som miljøet bygger på. Samarbejdet med GAFFA vil skabe øget synlighed omkring det arbejde, vi alle bidrager med uge efter uge og give musikken den plads, den fortjener."
Læs også: Her er vinderne af Den Hårde Tone 2024
Simon Mark Sørensen, CEO i GAFFA er begejstret for samarbejdet:
"GAFFA har altid haft som mission at dække hele musiklivet, fra de største internationale navne til de stærke lokale miljøer. Rock- og metalscenen i Danmark rummer en enorm kreativ kraft, som fortjener større synlighed. Derfor er vi glade for at indgå dette partnerskab med Den Hårde Tone og støtte et initiativ, der fejrer ildsjælene og giver scenen den opmærksomhed, den fortjener," udtaler han.
Det bliver tredje gang, Den Hårde Tone uddeler priser til metalfolket, både musikerne og de mange ildsjæle i miljøet. Blandt sidste års vindere kan nævnes D-A-D, der modtog Ikon-Prisen, Baest, der blev Årets Artist, Kollapse, der udgav Årets Album i form af Ar, Black Oak County, som stod bag Årets Single med "Save Your Breath" og Næstved Metalfestival, der blev udnævnt til Årets Festival.