Bandet annoncerede fredag deres genforening med en ny single og en turné til foråret. Nu har de spillet deres første koncert i ti år.
Efter at have annonceret deres genforening i sidste uge overraskede Ulige Numre lørdag publikum på festivalen Fanø Vesterland med deres første koncert i 10 år. Bandets genforeningskoncert blev sparket i gang kl. 17.00 foran et forventningsfuldt publikum, der var mødt talstærkt op for at se, hvem festivalprogrammets hemmelige og uannoncerede navn egentlig gemte på.
Læs også: Sådan anmeldte vi Ulige Numres seneste koncert i Pumpehuset
Koncerten blev Ulige Numres første optræden i 10 år, og på Fanø glæder festivalen sig over, at bandet valgte netop Vesterland som ramme for det særlige comeback. Det fortæller Jesper Møller, der er direktør, stifter og arrangør af Fanø Vesterland: "Det var en på alle måder vanvittig koncert, der passede perfekt ind hos os - meget vesterlandsk - og vi er dybt taknemmelige for, at Ulige Numre valgte at spille deres første koncert for os."
Fredag i sidste uge kunne Ulige Numre annoncere deres genforening efter otte års pause. Markeringen kom i form af singlen “Du skal ikke gå alene mere” – deres første udgivelse siden 2015. Ifølge bandet er comeback-sangen netop en invitation til at genoptage venskabet og foretage et musikalsk nystart efter et årtis adskillelse.
Ulige Numre afslørede i samme ombæring, at de drager på en genforeningsturné til foråret 2026 med stop i Odense, Aalborg, Aarhus og København. I weekenden gav de så publikum en smagsprøve på genforeningen, da bandet dukkede op til en uannonceret koncert på Fanø Vesterland.
Ulige Numre har delt et opslag på Instagram, hvor man kan få et glimt af bandets første koncert i 10 år - se det her: