Nyhed

Hall of Fame-rockband lægger vejen forbi Danmark

Efter mange års fravær vender gruppen tilbage til Danmark som en del af deres 50-års jubilæumsturné.

Rockbandet Foreigner åbner deres Europaturné i Vejle Musikteater den 6. juni 2026 i anledning af bandets 50-års jubilæum. Det er første gang siden 2011, hvor de gæstede Store Vega i København, at de optræder for et dansk publikum. 

Læs også: Central figur i veteran-rockgruppe forlader bandet

Koncertlysten og annonceringen kommer trods tidligere meldinger om, at den mangeårige forsanger Kelly Hansen forlod bandet tidligere i år og overlod stafetten til vennen Luis Maldonado.


Foreigner blev optaget i Rock & Roll Hall of Fame i 2024 og står bag klassikere som "Juke Box Hero" og "I Want to Know What Love Is". Med et bagkatalog, der tæller hele 16 top 30-hits, er der lagt op til en aften fyldt med nostalgi, fællessang og rockhistorie, når Vejle lægger scene til bandets jubilæumsfejring.

Deres koncert i Store Vega i 2011, hvor både Foreigner og Journey optrådte, høstede fire stjerner hos GAFFA, og anmelderen skrev, at "Foreigner leverer den mest veloplagte, velspillede og inspirerende koncert."

Billetsalget starter i morgen, fredag den 5. september, og kan tilgås her.


Varm op til koncerten og dyk ned i Foreigners største hits nedenfor.

ANNONCE