Trioen, der de seneste måneder har skabt heftig debat, afholder i aften den første af to omstridte koncerter. Nu udkommer de med en musikvideo til deres spritnye single.
Den medieomtalte hiphoptrio Kneecap har netop udgivet en musikvideo til den splinternye single "Sayōnara", der er skabt i samarbejde med britiske Paul Hartnoll fra den elektroniske duo Orbital. Musikvideoen udkommer samme dag, som den første af to omdiskuterede koncerter i Vega i København løber af stablen.
Læs også: Kneecap: "Der burde udelukkende være fokus på, at Benjamin Netanyahu er en eftersøgt krigsforbryder"
Musikvideoen, der er instrueret af Finn Keenan, har den nordirske skuespiller Jamie-Lee O’Donnell på rollelisten. Om sin optræden i musikvideoen, udtaler skuespilleren i en pressemeddelelse:
"Det var en kæmpe fornøjelse at medvirke i musikvideoen til 'Sayōnara'. Ikke nok med at nummeret er en kæmpe banger, så vil den intense og samtidig euforiske video helt sikkert blive husket. Finns (instruktøren red.) kreativitet og vision skabte en fantastisk ramme for os til at skabe noget helt særligt."
Musikvideoen udkommer ovenpå en periode, hvor Kneecap har været centrum for massiv opmærksomhed på baggrund af flere pro-palæstinensiske og parlamentskritiske udtalelser, der senere førte til, at Kneecap-medlemmet Mo Chara blev sigtet for brud på terrorloven.
Også i Danmark har Kneecap skabt stor medieopmærksomhed, da Københavns børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K) har krævet Vegas ledelse fyret på grund af bookingen af Kneecaps.
Læs også: OVERBLIK: Her har du hele Kneecap-sagen
Kneecap spiller deres første af to koncerter i Vega i aften, og nu kan du kan varme op til koncerten med musikvideoen til "Sayōnara".