Nyhed

Jack Antonoff om Live Nation-direktørs udtalelse: "Det her knuser virkelig mit hjerte"

Den mangeårige producer langer ud efter Michael Rapino efter udtalelser om priserne på koncertbilletter sammenlignet med sportsbegivenheder.

Michael Rapino, direktør for Live Nation, udtalte for nylig under CNBC’s og Boardroom’s Game Plan-konference, at koncertbilletter er for billige. Udtalelsen blev mødt af kritik fra hitproduceren Jack Antonoff, skriver Digital Music News.

Læs også: Natasha Brock: "Snoop Dogg var starten på mit brud med Mormonkirken"

Under interviewet sammenlignede Rapino priserne på billetter til sportsbegivenheder og koncerter. Han beskrev, hvordan det næsten betragtes som en “ære” at bruge 70.000 dollars – svarende til næsten 500.000 danske kroner – på en courtside-plads til basketball, mens der er stor modvilje, hvis en billet til Beyoncé koster 800 dollars, svarende til omkring 5.000 kroner.


Rapino uddyber:
“Vi har stadig masser af spillerum. Så når man læser om, at billetpriserne stiger, så er gennemsnitsprisen på en koncertbillet stadig kun 72 dollars. Prøv at gå til en Lakers-kamp for det beløb – og de spiller 80 gange om året, eller hvad det nu er. Så koncertbilletter er underprisede, og det har de været i lang tid.”

Læs også: Da GAFFA interviewede Jack Antonoff: "Visse ting ændrer sig, og det er virkelig også sket for mig"

Men for den mangeårige stjerneproducer Jack Antonoff faldt bemærkningerne ikke i god jord. Han var hurtigt ude på mediet X, hvor han kaldte udtalelserne “syge” og skrev:
“Det her knuser virkelig mit hjerte, og det er en syg måde at se på det på.”

Læs også: Kneecap-medlem om retssagens udfald: ”Vi vil ikke være tavse”


Antonoff, som blandt andet står bag kæmpehits med Taylor Swift og Lana del Rey, fremhævede især problemet med, at koncertbilletter ofte videresælges til langt over deres oprindelige værdi. Ifølge ham er det dér, det største problem ligger.

I et opfølgende opslag skrev han:
“Så er der ikke længere kaos, og I giver os kontrollen tilbage i stedet for at skabe et bizart frit marked fuld af forvirring blandt det publikum, vi elsker og holder af.”

ANNONCE