Nyhed

Jelling Musikfestival bryder 20 år lang tradition

Festivalen har i mere end to årtier afholdt julehygge den 1. december, når billetsalget til festivalen skydes i gang, men i år er der kommet andre boller på suppen.

Jelling Musikfestival har ændret den ellers traditionsbundne startdato for billetsalget fra den 1. december til den 10. oktober klokken 10.00. Det skriver festivalen i en pressemeddelse. 

Læs også: Reportage fra Quasar-finalen: Højt niveau i bakkerne ved Jelling

I mere end 20 år har festivalen haft fast kryds i kalenderen den 1. december, hvor de første billetter blev sat til salg. Men i år bryder de med traditionen. Dagen har normalt budt på julehygge, ølvalg og surprise-koncerter i Byens Hus i Jelling og Bygningen i Vejle. Navne som Jonah Blacksmith, Suspekt, Pil og Malthe Ebert har tidligere spillet billetsalget i gang.


Festivaldirektør Line Mosfelt forklarer i en pressemeddelelse, at de har nydt traditionen, men at der er en god grund til ændringen:

“Sidste år slog vi rekord på åbningsdagen for billetsalget, og det viser os, at vores gæster for længst har besluttet, at de skal afsted. Derfor rykker vi i år billetsalget, så man har mulighed for at købe allerede fra 10. oktober,” siger hun.

Selvom datoen er ændret, kan man stadig glæde sig til at møde op i Byens Hus i Jelling og Bygningen i Vejle fredag den 10. oktober for at købe billetter. Her vil der nemlig være surprisekoncerter og festivalhygge. Det er også muligt at købe billetterne på festivalens egen hjemmeside fra samme dato. 

En del af lineuppet til næste års festival er også ved at være på plads, og det vil blive offentliggjort inden billetsalget går i gang.


Det er muligt at spare op til 500 kroner ved tidligt køb. Herefter kommer en partoutbillet til at koste 1.995 kroner eksklusiv gebyr.

ANNONCE