Nyhed

Justin Bieber skaber globalt ventekaos med nyt album

Mange refreshede Spotify og Apple Music af flere omgange til morgen. Biebers nye album skulle "udkomme 6.00 dansk tid", men knap fire timer efter ventede verden endnu i spænding.

Det var næsten som et kollektivt pulsslag, da Justin Bieber i går pludselig annoncerede, at efterfølgeren til sommerens store overraskelse, Swag, ville lande i dag (midnatstid i Californien).

Men så simpelt skulle det vise sig ikke at blive.

Universal Music Danmark meddelte først, at albummet ville være ude i Danmark kl. 6.00. Da klokken rundede 6.30, var der dog stadig ikke skyggen af Swag II på Spotify, Apple Music eller YouTube.


Spændte sad beliebers ellers oppe fra den tidlige morgen. "Jeg stod op og har ventet siden 5:55," fortæller Linnea Fabricius, dedikeret fan gennem mange år.

På redaktionen begyndte vi at regne på tidszoner  - og tidszoner kan være en udfordrende størrelse. Hvis Bieber stadig havde boet i Canada, hvor han er født, ville midnat svare til klokken 6.00 dansk tid. Men nu, hvor han er bosat i LA, pegede alle pile i stedet på kl. 9.00 dansk tid. Måske var det der, fejlen lå. 

Troede vi.


Klokken 8.40 dansk tid skrev Bieber da også på sin Instagram-profil "20 minutter" til udgivelse:


Så vi, og tydeligvis resten af internettet, satte os klar, opdaterede Spotify som vanvittige og ventede. Og ventede... Og ventede.

Men klokken 9.00: Intet album.

9.05: Stadig intet.


Belieber-universet eksploderede i frustration og memes overalt på sangerens Instagram-profil. Kække kommentarer som "you're gaslighting me" og "it's not clocking to you that I've been updating Spotify every 5 minutes" begyndte at florere.

Og midt i det hele fodrede Bieber selv kaosset med opslagene og teksten "mig, der venter sammen med jer":

Et opslag, der refererede til en video af sangerens "offentlige skideballe" til en papparazzi, som gik viralt. Her siger han blandt andet, "it's not clocking to you" med en misforstået reference til Tiktok-trenden "it's not clicking", hvilket på dansk betyder: Du forstår det ikke.

Med tiden er dette blevet en stående joke på internettet, som den 31-årige sanger har omfavnet og blandt andet genoplivet på Swag med nummeret "Standing on business". Efter opslaget "jeg venter med jer", der desuden er et screenshot af skideballe-videoen, viderefører Bieber joken med opslaget "it's not clocking to Spotify and Apple Music":

Og slutter af med "jeg er ked af ventetiden":

 

Det tog ikke mere end en simpel søgning på Google for at opdage og konstatere, hvordan medier verden over også undrede sig: Hvor blev albummet af?


Var det mon et mediestunt? Var det hele en joke? Kommer der overhovedet et album?

Klokken 9.50, næsten fire timer efter den danske Belieber-hær første gang troede, de ville få musikken, skete det endelig. SWAG II ramte Spotify, og verden kunne puste ud.

Nu er det her. Lyserødt, dramatisk og allerede omgærdet af kaos, omtale, memes og ventetid. Og måske er det netop sådan, Justin Bieber allerbedst kan lide det.


ANNONCE