Nyhed

K-pop-pladeselskab arbejder på virtuel AI-kunstner

Det sydkoreanske selskab søger blandt andet 3D-art directors, ingeniører og karakterdesignere.

Det sydkoreanske pladeselskab JYP Entertainment, der står bag succesfulde K-pop-grupper som Twice og Itzy, ansætter nu AI-eksperter til at udvikle en virtuel superstjerne. Det skriver Digital Music News.

Læs også: Meta har brugt musikere til AI-bots – uden deres samtykke

JYP søger nyt personale med ekspertise indenfor kunstig intelligens, animeret grafik, 3D-værktøjet Unreal Engine med mere, for at udvikle en "hidtil uset" AI-kunstner gennem deres tech-forretningsenhed, Blue Garage.


Jobannoncer på virksomhedens hjemmeside viser, at JYP rekrutterer til en række af stillinger, heriblandt ledere inden for kreativ produktion og produktdesign, 3D-art directors, karakterinteraktion-ingeniører og karakterdesignere. Ifølge annoncerne kræver alle poster en forståelse af Unreal Engine, der er udviklet af Epic Games, spilgiganten, som står bag Fortnite.

JYPs ønske om at bruge kunstig intelligens til at udvikle en virtuel kunstner er dog langt fra et enkeltstående tilfælde. Tilbage i juli 2024 introducerede K-pop-pladeselskabets konkurrent, HYBE, den virtuelle popgruppe SYNDI8, hvis stemmer er udviklet ved hjælp af AI-teknologi. Samme år lancerede underholdningsbureauet SM Entertainment også sin egen virtuelle kunstner ved navn Naevis.

ANNONCE