Nogle af sangene har aldrig tidligere været udsendt på stream.
Den ikoniske engelske sanger, sangskriver, pianist og producer Kate Bush annoncerer på sin hjemmeside, at hun udgiver albummet Best of the Other Sides med sjældenheder. Albummet udkommer på vinyl og cd den 31. oktober, og det kan streames allerede nu. For en del af sangenes vedkommende er det første gang, de er udsendt på stream. Hør dem nedenfor.
Læs også: Kate Bushs plader rangeret – fra mindst god til bedst
Sangene på Best of the Other Sides er remixes, single-B-sider, covernumre og bidrag til soundtracks. Størstedelen af numrene er fra 80’erne og 90’erne, og nogle er remastererede. Blandt sangene finder vi Bushs til dato største hit, ”Running Up that Hill” fra 1985 i et forlænget remix. Albummet indeholder også ”Under the Ivy”, der i sin tid var B-side til ”Running Up that Hill” og er en af hendes mest kendte B-sider. Udgivelsen byder også på en coverversion af Elton John-sangen ”Rocket Man” fra Two Rooms fra 1991, hvor en lang række kunstnere indspillede deres fortolkninger af Elton John-numre.
Best of the Other Sides er, som titlen antyder, en samling af højdepunkter fra det firdobbelte bokssæt The Other Sides, som Bush udgav i 2018. Denne udgivelse er imidlertid ikke længere i handelen, er svært at opdrive brugt, og det har aldrig været udgivet på stream.
Kate Bush fortæller på sin hjemmeside, at det øvrige indhold fra The Other Sides-bokssættet vil blive udgivet på et senere tidspunkt.
Læs også: Endelig: Kate Bush afslører planer om ny musik