Lasse Rich Henningsen har netop meddelt sin debut som regionskandidat til regionalvalget i Nordjylland.
Den nordjyske kulturpersonlighed Lasse Rich Henningsen har for nylig lanceret to nye virksomheder, der skal fremme kulturen i Aalborg, og nu springer han ud som regionalpolitiker. Det oplyser Kulturmonitor.
Den tidligere direktør for Musikkens Hus i Aalborg meddelte sin debut som politiker på LinkedIn, hvor han præsenterede, at han stiller op for Venstre ved det kommende regionsvalg i Nordjylland. I opslaget skriver Henningsen, at hans mærkesager er, at han vil styrke psykiatrien for børn og unge, sikre en god idriftsættelse af Nyt Aalborg Universitetshospital samt styrke den nordjyske selvforståelse og fremme en positiv og konstruktiv tone i regionen.
Til Tv2 Nord har den jyske forretningsmand udtalt om sit kandidatur: "Jeg har altid brændt for politik, og sundhedsområdet – særligt psykiatrien for børn og unge – står mit hjerte nær."
Selvom Henningsen ikke just har fokus på kulturen i Nordjylland som en af sine mærkesager, er hans netop opstartede virksomheder skabt med henblik på at løfte Aalborgs evne til at afholde ambitiøse kulturarrangementer.
De to virksomheder er henholdsvis Entrusted, som er et eksklusivt netværk og konsulenthus for ledere i branchen, og Aalborg Live, som er en promoter- og eventvirksomhed.