Nyhed

Kvinden, der forsøgte at frarøve Graceland fra familien Presley, er nu dømt

Kvinden brugte både falske identiteter og en opdigtet virksomhed til at udføre svindelnummeret.

Lisa Jeanine Findley, svindleren, der forsøgte at frarøve Presley-familien deres ikoniske hjem, Graceland, er nu blevet dømt i sagen, skriver Digital Music news

Læs også: Dua Lipa retter kritik mod stort nyhedsmedie og kalder historien "direkte falsk"

Tilbage i foråret 2024 forsøgte Findley via lånedokumenter med forfalskede underskrifter, noter, tinglysninger og retsakter at tvinge familien til at opgive Graceland. Hun hævdede blandt andet, at Lisa Marie Presley, Elvis Presleys' datter, skulle have optaget et lån på 3,8 millioner dollars, svarende til over 24 millioner kroner.


Lånet skulle angiveligt være optaget i Naussany Investments & Private Lending LLC, som viste sig at være en opdigtet virksomhed. Som sikkerhed for lånet påstod Findley, at Presley havde stillet Graceland til rådighed. Udover kravet på selve ejendommen hævdede hun også at have krav på erstatning og afdrag.

Ifølge anklagemyndigheden agerede Findley under flere forskellige falske identiteter, som skulle forestille at være ansatte i den fiktive virksomhed, for at gennemføre svindlen. Hun blev anklaget for mailsvindel og groft identitetstyveri.

Dømt i sagen
Det lykkedes dog ikke Findley at gennemføre sit forehavende. Elvis Presleys barnebarn, Riley Keough, indbragte sagen for retten og fik hurtigt stoppet det planlagte salg.


Nu er Findley blevet idømt 57 måneders fængsel, svarende til knap fem år, hvoraf hun allerede har afsonet 13 måneder. Hun har indgået en tilståelsesaftale, hvor hun erkendte sig skyldig i mailsvindel. Til gengæld blev sigtelsen om groft identitetstyveri droppet.

Efter afsoningen vil Findley desuden være underlagt tre års prøvetid, hvor hun fortsat er under opsyn af myndighederne.

ANNONCE