Nu er der nyt i sagen om det voldsomme fund i den amerikanske sangers Tesla.
I sidste uge trak den amerikanske sanger D4vd overskrifter, da politiet i Los Angeles fandt et stærkt forrådnet lig i hans beslaglagte Tesla. Nu er liget identificeret, skriver NME.
Læs også: Mistænkt anholdt for tyveri af uudgivet Beyoncé-musik
Ifølge nye rapporter er offeret en 14 til 15-årig pige. Dødsårsagen er endnu ikke offentligt kendt.
En retsmediciner fra Los Angeles County beskriver, hvordan pigen havde bølget sort hår og en tatovering på højre pegefinger med teksten “Shhh…”. Rapporten beskriver desuden, hvordan kroppen var kraftigt nedbrudt og havde befundet sig i bilen i lang tid, før den blev opdaget.
Vidner har spottet den omtalte Tesla flere forskellige steder, inden den blev parkeret på Bluebird Avenue – omkring tre uger før den blev fundet, skriver Rolling Stone. Bilen er registreret i David Anthony Burkes navn, også kendt som D4vd. Efter fundet blev kunstneren informeret om sagen og siges at samarbejde med politiet.
Ingen lyd fra den turnerende sanger
D4vd er i øjeblikket på turné i anledning af albummet Withered, der udkom i april. Efter planen spiller han i København på Vega den 3. oktober. Vega oplyste tidligere til redaktionen, at spillestedet ikke havde modtaget informationer fra holdet bag D4vd. Vega havde derfor ingen kommentar til den kommende koncert.