Nyhed

Lola Young aflyser koncert efter scene-kollaps

For nylig faldt den seksstjernede sanger om under en koncert i New York, og nu har hun givet en opdatering på hændelsen.

For få dage siden, den 27. september, faldt Lola Young om på scenen under en koncert i New York City. Hun bekræftede derefter på Instagram, at hun var ”okay”, men at hun valgte ikke at gennemføre sin planlagte koncert på All Things Go-festivalen i Washington D.C. dagen efter hændelsen den 28. september, skriver NME.

Læs også: Elton John taber nøglerne til sit hus i væddemål med Lola Young

Lola Young gav koncert i weekenden, da All Things Go blev afholdt i New York, og under sangen ”Conceited” fik sangeren tilsyneladende et ildebefindende og blev båret af scenen af et lægehold. Under optrædenen havde Young nævnt, at hun "havde et par vanskelige dage".


Efter hændelsen gav sangeren en opdatering på Instagram, hvor hun skrev: "Hej, til alle der så mit sæt til All Things Go i dag, har jeg det okay nu. Tak for al jeres støtte. Lola xxx."

I et efterfølgende Instagram-opslag meddelte Young, at hun ikke alligevel ville optræde på festivalen i den amerikanske hovedstad:

"Jeg elsker dette job, og jeg tager aldrig mine forpligtelser og mit publikum for givet, så jeg beklager over for dem, der bliver skuffede over dette. Jeg håber, at i alle vil give mig en chance til i fremtiden. Tak til alle jer, der lytter og bekymrer jer. Til alle jer, der elsker at være onde online, giv mig venligst en fridag,” lyder det i opslaget.


Scene-kollapset skete dagen efter, at Young havde trukket sig fra line-uppet til velgørenhedskoncerten Audacys We Can Survive, der fandt sted i Newark i New Jersey fredag den 26. september.

Lola Youngs nye album, I’m Only Fucking Myself, scorede fuld plade fra GAFFAs anmelder med ordene: ”En gang imellem er man i tvivl om, om et album skal have fem eller seks stjerner. Man vakler frem og tilbage, som den første gang man slog op med nogen, og ens far sagde: ’Hvis du er i tvivl, er du ikke i tvivl.’ Lad mig slå fast: Med dette album er jeg på ingen måde i tvivl.”

ANNONCE